tal tal tal tal tal tal tal tal

Jeg er træt af SRP snak. Jeg er træt af skole. Jeg er træt af lektier og jeg er træt af afleveringer og jeg er træt af overspringshandlinger. Jeg er træt af at være træt. Jeg er træt af mangel på overskud. Jeg er træt af at være stresset. Jeg er træt af at være presset. Jeg er træt af ikke at have den fritid, som jeg har brug for. Jeg er træt af uforstående lærere. Jeg er træt af røv kedelige timer. Jeg er træt af kantinemad. Jeg er træt af AT og andre fag, der INGEN MENING GIVER OVERHOVEDET. Jeg er træt af rengøringsdamer, der ikke fatter, at de skal holde deres støvsuger fra mig, når jeg laver lektier.

Men jeg er mest af alt træt af karakterer. Hvorfor skal der sættes tal på ALT hvad vi gør? Hvorfor skal vi bedømmes for alt, hvad vi gør - hvad lærer vi af det, og hvor pædagogisk er det lige?
Skolestystemet giver ingen mening for mig længere. Måske var det et dumt valg at tage gymnasiet så, men jeg skal bruge det. Jeg forstår bare ikke, hvorfor mine karakterer i matematik, biologi, oldtidskundskab og den åndssvage SRP skal have betydning for, om jeg skal være journalist eller ej. Nu er jeg jo så så heldig, at der til DMJX i Århus er optagelsesprøve, i modsætning til, hvis man vil på RUC. Men det er da helt hul i hovedet, at man til Arkitektskolen skal have et snit på 10! Det optimale ville da også være en optagelsesprøve her.

er. så. træt. af. skole. og. ting. der. ikke. giver. mening.

Tirsdagsreflektioner

Første indlæg. Første indtryk. Første blog. Hvordan starter man?
Springer man lige ud i det med begge ben, og åbner sit hjerte?
Holder man lidt igen?

Jeg ved det ikke. Men når jeg tænker over det, så sker det tit, at jeg ikke ved, hvordan man skal være eller opføre sig i visse situationer. Er det normalt, kan man jo så ikke lade være med at tænke. Men på en god dag har jeg lært at sige til mig selv; fuck om det er normalt eller ej. Lev.

Men på en tirsdag aften, hvor huset er tomt, hundene ligger og sover, katten miaver et sted i huset, det er koldt og mørkt og Word dokumentet med en meget ufærdig dansk aflevering stirrer på mig, så er det svært. Mit hovede er varmt, jeg har ondt i maven - og det er ikke kun fordi, at aftenens tankeafledende overspringshandling bestod af 4 timers stimulering af en fødsel på de herlige Emil Thorup og Thomas Skov. Dumt? Ja. Men hvad fanden. Er man ikke mentalt med, og er det "one of these days", så er der ikke mulighed for, at den aflevering bliver færdig.

En hurtig advarsel. Jeg skriver fra hjertet. Når jeg er færdig, så trykker jeg gem og læser det ikke igennem inden. Min blog skal være mit rum til at udtrykke mig. Man udtrykker sig ikke, hvis man censorerer og retter korrektur. Det er også en mulighed for mine dejlige venner for, at de kan få et indtryk af min tankegang. Har før fået af vide, at jeg er som en lukket bog. Det er blevet bedre, men det er måske kun en tusinde del af, hvad jeg har i hovedet, der rent faktisk bliver sagt. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg vil heller lytte end at blive lyttet til. Jeg dur bare ikke til det andet.

Tilbage til huset. Mine forældre tog til Hawaii for en uge siden. I går nat var min første nat her alene - ellers er det gået godt med at have folk til at overnatte her hver dag. Jeg måtte, mod alle mine mors regler, have den ene hund i sengen hos mig, og lyset var tændt. Sov klokken halv fem. #deterikkeoptimalt #halvandentimessøvnnejtak

Jeg er mørkeræd, er det barnligt? Endnu en af de situationer, hvor jeg spekulerer over, om jeg er normal. Hvad nu, hvis jeg ikke er? Det er ikke sundt for mig at være alene. Nanna kommer i morgen, og jeg kan ikke beskrive hvor meget jeg glæder mig.


Sætter så stor pris på de mennesker jeg har omkring mig. Elsker hver og en.